OBS: Du er nu offline

Ingen løsning:   Jensens Bøfhus tættere på konflikt

Nye forhandlinger om en ny overenskomst mellem 3F og Jensens Bøfhus er igen endt uden resultat. Bøfrestauranten vil gennemføre lock-out på mandag.

Tjener-arbejdet på Jensens Bøfhus minder mere om det, som ansatte på McDonald's laver, mener direktøren.  (
	Arkiv: Mads Claus Rasmussen/Scanpix)
Tjener-arbejdet på Jensens Bøfhus minder mere om det, som ansatte på McDonald's laver, mener direktøren. ( Arkiv: Mads Claus Rasmussen/Scanpix)
Af 
 

Selv ikke en forligsmand kan få Jensens Bøfhus og 3F Privat Service, Hotel og Restauration (PSHR) til at udrede uenighederne om, hvordan tjenere på bøfrestauranten skal aflønnes.

Det er konklusionen, efter de to parter i dag var indkaldt til møde i Forligsinstitutionen. Fagforeningen havde efterlyst hjælp til at få mæglet mellem de to parter.

- Vi er flere gange kommet med alternative tilbud til en aftale, men det er ikke lykkedes at blive enige, siger forhandlingssekretær fra 3F PSHR, Peter Lykke Nielsen.

Jensens Bøfhus ønsker at komme ud af sin overenskomst og har sendt lock-out varsel til sine ansatte om, at medlemmer af 3F vil blive forhindret i at møde på arbejde fra på mandag 23. marts. 

LÆS MERE:Varsler lockout: Jensens Bøfhus vil tvinge tjenere ned i løn

Det sker, efter Jensens Bøfhus og 3F i flere måneder har forhandlet om en ny overenskomst for bøfkædens 700 medarbejdere.

Jensens Bøfhus ønsker en overenskomst som restaurant Flammens. Her er den væsentlige forskel, at der i Flammens overenskomst ikke er nogen tjener-funktion, men i stedet en “enhedsmedarbejder”, fordi der på Flammen ikke er bordservering, men buffet. 

En enhedsmedarbejder bliver aflønnet med 20 kroner mindre i timen end tjenerne på Jensens Bøfhus. Til gengæld ville køkkenmedarbejdere få en lønstigning på 4-5 kroner.

Direktør: Vores tjenere laver samme arbejde som på McDonald’s 

Ifølge direktør Anders Nicolaisen skyldes det et ønske om mere fleksibilitet, og at alle tjenere er ufaglærte, ofte studerende:

- Hvad angår det arbejde, der bliver udført, synes jeg, at det i højere grad minder om det arbejde, der udføres på Flammen og for den sags skyld på McDonald’s. Det er forkert at påstå, at det er faglært tjenerarbejde, har han udtalt i et interview. 

LÆS MERE:Jensens Bøfhus-direktør: Mine folke er mere McDonalds-arbejdere end tjenere

3F holder fast i, at der er væsentlig forskel på at udføre tjener-arbejde og at rydde af efter en buffet.

- Det er en rigtig ærgerlig situation, at en virksomhed med mere end 30 år med overenskomst vælger at svigte sine ansatte ved ikke at have kollektiv overenskomst, siger Peter Lykke Nielsen.

3F PSHR har endnu ikke varslet strejke eller sympatikonflikt som svar på restaurantens lock-out.